FinanceLabs første diplomkursus blev overtegnet
Det studenterdrevne FinanceLab kører fra den 28. februar et diplomkursus i investering i samarbejde med virksomheden Global Capital Market Solutions (GCMS). Kurset blander teori og praksis og ligner dermed ikke helt de aktie- og investeringsskoler, der findes på markedet. Det første hold med 30 kursister blev hurtigt overtegnet – stort set uden anden reklame end gennem det eksisterende netværk.
Mest for begyndere på aktiemarkedet
- Vi må have ramt noget, som folk har brug for, konstaterer formanden for FinanceLab, Frederik Ploug, med et stort smil.
Han fortæller, at kurset mest er for folk, der har lyst til at dyppe tæerne i aktie-havet, men ikke helt har lært at svømme endnu:
- Det er f.eks. ikke for en som mig, der læser FIR og har handlet med aktier i flere år. Men der er masser at hente for folk, som ikke har prøvet mulighederne, og som er i interesseret i at lære mere, siger han.
Ideen var der fra starten
Hidtil har FinanceLab, der er tænkt som et tilbud for studerende om at afprøve teorierne, de hører om til undervisningen i de finansielle fag, i praksis, haft fokus på at etablere et investeringspanel. Ideen om at lave en aktieskole, har Frederik Ploug hele tiden haft, men han strøg det fra den oprindelige forretningsplan, fordi han ikke kunne se, hvor i sit netværk, han skulle finde dem, der kunne undervise. Men de henvendte sig faktisk selv.
- De to fyre, som står bag GCMS, har en del års erfaring med henholdsvis HR og investment banking og byder ind med en form for undervisning, som vi ikke er vant til at se på CBS. Det er mere praktisk end akademisk orienteret, og dem som deltog på vores prøvekursus var i hvert fald ret begejstrede, fortæller Frederik Ploug.
FinanceLab vil være selvfinansierende
Ud over, at der var tydelig interesse blandt medlemmerne for en investeringsskole, er en af grundene til, at FinanceLab etablerer den, at foreningen gerne vil være selvfinansierende:
- Der er noget tillokkende ved ikke at skulle være afhængig af bevillinger fra diversitetspuljen, andre tilskud eller sponsorer. Og på den måde får vi også i mindre skala afprøvet, om vi er i stand til at få bygget en forretning op, så den kan køre, fortæller Frederik Ploug.
Overvejelser om næste kursus
Med den hurtige overtegning, overvejer FinanceLab nu, hvornår det næste kursus skal afvikles. Du kan læse mere om aktieskolen og FinanceLab på foreningens hjemmeside.





